Healing betyder at “hele/gøre hel”. Når vi oplever smerter i kroppen, træthed, tristhed eller anden form for ubehag, er det ofte fordi der er en blokering eller ubalance i kroppens energi.
Bevidstheden om healing har eksisteret i flere tusinde år. Måske kender du det fra dit eget liv, når du lægger en hånd på det sted hvor du netop har slået dig. Du tænker formentlig ikke over det, men instinktivt går du i gang med at heale dig selv med det samme.
Vi kender også til energi arbejde ved akupunktur, også her arbejdes der med at skabe balance i energibanerne i kroppen.
Healing er også en hjælp til at slippe gamle følelses- og tankemønstre, der ikke længere er gavnlige for os og begrænser os i vores daglige liv. Ved denne genopretning af balancen bliver vi bedre i stand til at leve et harmonisk liv med fred, lys og livsglæde. Healing bringer mennesket i kontakt med sin helhed, fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt.
Modsat akupunktur bruger jeg mine hænder til at skabe balance. Ved en let berøring på bestemte punkter guider jeg energien på vej på et meget subtilt plan. Jeg arbejder med forskellige kombinationer i arbejdet på kroppen alt efter hvad der er brug for og hjælper med at skabe balance i kroppen igen.
Healing er en helt naturlig ting, og er utrolig dejlig og beroligende at modtage. Du vil blive bragt i en dyb afslappet tilstand. Healing foregår ved at du ligger på en briks, med tøjet på og et tæppe over dig.
Er du i tvivl om hvad der er galt i din krop er det vigtigt at du opsøger din læge. Healing kan ikke og skal ikke erstatte lægens anvisninger, men kan med fordel supplere til balance og flow i kroppens energi igen.